Da det hele begyndte

Se, hvad menneskets geni har skabt!
Vi, der lytter tavst, forstår det knapt.
Som ved trolddom kommer fjernt og nær
gennem æteren til stuen her.

Således beskrev digteren Kai Hoffmann radioens store betydning i sangen ”Så sæt dig, lyt!”, som blev skrevet til Arbejdernes Radio Forbund  kursus på Roskilde Højskole august 1943.

Men dette at høre radio var en både vanskelig og ofte uskøn oplevelse i begyndelsen af forrige århundrede.
Når de første danske radioamatører med høretelefoner for ørerne forsøgte at opfange æterens lyde og toner, udsattes trommehinderne for skingre, disharmoniske lyde. De kom fra de første radiotelegrafstationer, hvor telegraftegnene kunne overdøve alt.
Radiotelegrafen kom først og fik derfor førsteret, så den første lov, som rigsdagen vedtog i 1907 om radio, drejede sig udelukkende om radiotelegrafi. Det var især skibsfartens anvendelse heraf, som loven tog sigte på.

Men både teknikere og andre radiointeressede arbejdede nu videre med æterbølgernes muligheder for også at kunne befordre ord og toner over store afstande, og radiotelefonien udviklede sig således stærkt under 1. verdenskrig af de krigsførende lande – og til mere fredelig brug efter  1918.

Den tekniske udvikling med særlige radiostationer – og udsendelser tog fart i USA og bredte sig til England og andre europæiske lande. Rundt om i Danmark byggede radioamatører og fagfolk modtagere, hvor de forsøgte at opfange nogle af de udenlandske udsendelser, og den 30. juli 1920 foretoges det første danske forsøg på at opfange en koncert fra en engelsk radiostation i Chelmsford.

Der blev oplæst en hilsen til de skandinaviske folk, hvorefter kammersangeren Lauritz Melchior sang de nordiske- og den engelske nationalsang, og udsendelsen blev rimeligt godt opfanget i både Norge, Sverige og Danmark. I København var repræsentanter for Statstelegrafen og pressen således samlet omkring Meteologisk Instituts radiomodtager.

 

De første danske forsøg

Men de danske radiopionerer ønskede danske udsendelser, og den 29. oktober 1922 blev gjort det første forsøg fra en sender, tilhørende Dansk Radio-Aktieselskab, som forsynede skibsflåden med radioanlæg. Fra en af selskabets kontorer i Københavns Frihavn lod direktør Holger Hoffman via en stærkstrømsmikrofon, sin røst lyde ud i æteren. Udsendelsen gik fint igennem i Jylland og på Fyn –medens en forsamling i Teknologisk Instituts festsal (3 km fra senderen) og samlet i denne anledning kun fik vilde hyl og fordrejede sangstrofer at høre…. Få aftnener efter sendtes en koncert fra et radiofirma – og Radiotelegrafiskolens lokaler på Christianshavn, som blev en stor succes og virkede stærkt på en indbudt kreds som et københavnsk dagblad have samlet i sine lokaler. Flere udsendelser kom i æteren fra andre stedet og det blev i sær Statstelegrafens Lyngby Station, der blev taget i brug . På baggrund også af udviklingen i udlandet begyndte staten nu også at røre på sig, og 1. maj 1923 blev den hidtidige lov om trådløse telegrafer udvidet til ”radiotelefoner”. Samtidig blev det et krav for at opstille en ”trådløs modtagerstation”, at dette skulle anmeldes til nærmeste politistation. Den første opgørelse herfor viste, at der var anmeldt 3.209 private modtagerapparater. Pressen viste også stigende interesse for det nye medie, og den 24. juni 1923 udsendtes fra Lyngby-senderen den første radioavis med redaktør Svend Carstensen som speaker. Stationen var dog ikke velegnet til koncertudsendelser, og ønsket om en ny sender voksede. Der blev derfor også sendt udsendelser fra den mere moderne sender på Aalborgdamperen ”Aalborghus”, men utilfredsheden blandt de første lyttere over de dårlige modtagerforhold bredte sig. To sendere til rådighed Modtagerforholdene var stadig utilfredsstillende, hvorfor to radiofirmaer nu stillede et komplet stationsanlæg til rådighed for de daværende radioklubber. Det blev efter forhandling med Statstelegrafen placeret i Yorks Passage i Københavns centrum, hvor Telegrafskolen havde til huse. Nu havde lytterne altså to sendere til rådighed, og det blev senere på året –af hensyn til de jyske radioamatører – gennemført regelmæssige udsendelser de tre aftener om ugen, hvor rutedamperen ”Aalborghus” lå i havn i Aalborg. Men det kneb stadig med økonomien, og efterhånden var radioforholdene nærmest af kaotisk art.

 

Det første radioråd

Der var i november 1923 blev oprettet Dansk Radiofonifond, der ved hjælp af frivillige bidrag skulle skabe det økonomiske grundlag for udsendelserne. Forud for valget i 1924 opfordrede fondet ledende politikere til at holde valgtaler i radioen, og denne opfordring blev efterkommet af alle partier, for Socialdemokraterne således den senere minister F.J. Borgbjerg. Da også valgresultaterne blev sendt i radioen, kom der et vældigt opsving i interessen for det nye medie, som bl.a. betød et kraftigt indhug i radiobutikkernes lagre. Lederen af den første socialdemokratiske regering, statsminister Thorvald Stauning holdt endvidere straks efter ministeriets tiltrædelse, en tale i radioen om ministeriets arbejdsprogram. Heri kom også til indgå en offentlig kontrol med –og drift af radiomediet, hvor staten i et prøveår fra 1. april 1925 overtog den økonomiske ledelse af radiospredningen, ved at pålægge lytterne en licensafgift. Samtidig blev der etableret det første radioråd med i alt 38 medlemmer med bl.a. 8 repræsentanter for ministeriet for offentlige arbejder og 5 for undervisningsministeriet. De første radioklubber, der v ar stærkt borgerligt prægede og hovedsageligt blev ledet af forretningsfolk og borgerlige journalister, ønskede helst en privat drift af radioen, men lod sig repræsentere i det nye råd med 8 medlemmer. Pressen fik 4 medlemmer bl. den socialdemokratiske redaktør og folketingsmedlem P. Andersen, og endvidere fik en række interesse- og kulturorganisationer hver 1 medlem i radiorådet , hvor folketingsmedlem Harald Jensen således repræsenterede AOF. Rådsformand blev kammerherre C. Lerche. Første programråd Det blev hurtigt klart, at den administrative virksomhed ikke kunne ligge i selve dette store råds hænder. Det var nødvendigt at fordele opgaverne til mindre udvalg, hvoraf det vigtigste til at begynde med, var det tekniske udvalg. Af største betydning både fra starten og senere var endvidere det af seks medlemmer bestående programråd (senere programudvalg), medens et juridisk udvalg og et lytterudvalg ikke fik synderligt at gøre. Hvad selve udsendelserne angik, ordnedes det således, at disse de første måneder i Radiofoniens historie blev foretaget over den nye Københavns-station samt over Ryvang Radio, medens udsendelserne pr. kabel overførtes til to militære stationer i Hjørring og Odense, hvorfra de trådløst videresendtes til nordjyske og fynske lyttere

Den første licens
Allerede den 20. april 1925 traf trafikminister J. Friis-Skotte bestemmelse om størrelsen på den nye licensafgift. For en krystalmodtager skulle der betales 10 kr. årligt,
for en lampemodtager eller en modtager som brugte lamper til forstærkning blev
afgiften 15 kr, og for en radiomodtager med højttaler i offentlige lokaler 200 kr. Som
kvittering for afgiften modtog lytterne et mærke, som skulle anbringes synligt på
deres modtagere.
Radiorådet holdt i prøveåret kun 4 møder, hvor man bl.a. valgte kammersanger Emil
Holm som radioens første driftsleder. Ellers var der stor uenighed om hvorledes
radioens fremtidige drift skulle være –privat eller offentligt. Ved den endelige afstemning om rådets indstilling til politikerne, blev de borgerlige lytterforeninger- og radiobranchens ønske om privatdrift forkastet med 19 mod 8, og forslaget om en offentlig drift vedtaget med 23 stemmer mod 8.
Det vindende forslag havde som forudsætning at der et centralt sted i landet blev oprettet en moderne radiostation, hvor anlæg og drift blev lagt i hænderne på Generaldirektoratet for Statstelegrafen, medens programtjenesten skulle overlades til et nyt radioråd på 39 medlemmer for en 3-årig periode og udpeget af ministeren for offentlige arbejder.
Den foreslåede ordning skulle hvile i sig selv gennem licensindtægterne, hvor man det 1. år regnede med en indtægt på 500.000 kr. Træk af Danmarks Radio´s historie
1927: Kalundborg-senderen åbnes, og radioen indleder nu med præsentationen: Danmarks Radio København-Kalundborg.
1928: Det første hørespil sendes og bliver optakt til Radioteatret. Radioen flytter til nye, lejede lokaler på Axelborg.
1931: Radioen indleder flytningen til egne lokaler i den nye radiofonibygning “Stærekassen” ved Det Kgl. Teater. Radioens pausesignal med folkemelodi fra ca. år
1300 tages i brug.
1932: Radiokoret oprettes. Første danske fjernsynstransmission fra dagbladet Politiken til filmlærred i Arena-teatret. BBC begynder  egelmæssige tv-udsendelser.
1939: Omkring 80 pct. af landets husstande har nu radio. Radiounderholdningsorkestret oprettes.
1941: Radioen flytter fra ”Stærekassen” til det nyopførte Radiohus på Rosenørns Allé.

Ny lovgivning

Forslaget gik nu til behandling i et folketingsudvalg med førnævnte folketingsmedlem P. Andersen, Svendborg, som formand. Her enedes man bl.a. om at foreslå radiorådets sammensætning nedsat til 9 medlemmer, da man fandt et råd med 39 mdl. for uegnet som radioledelse. Selvom de borgerlige partier principielt ønskede radioen privat drevent, blev forslaget eenstemmigt vedtaget af både landsting og rigsdag i marts 1926.
Kort efter udnævnte trafikministeren det nye radioråd med kammerherre C. Lerche som formand og med tre repræsentanter for de borgerlige lytterforeninger, da Arbejdernes Radio Forbund endnu ikke var en realitet. I rådets særlige programudvalg fik sekretær Oluf Bertolt, AOF, en plads.
Lovændringer
I efteråret 1929 opfordrede samtlige lytterorganisationer trafikminister Friis-Skotte til at tage radioloven op til revision, og dette skete i december, hvor hovedprincipperne i den tidligere lov dog blev bevaret. Et væsentligt punkt var en udvidelse af radiorådets sammensætning fra 9 til 15 medlemmer, hvor også rigsdagen således fremover skulle være repræsenteret med 1 repræsentant for hver af de fire politiske partier (fra Socialdemokratiet redaktør P. Andersen, Svendborg), og lytterforeningerne fik efter forhandlinger i et folketingsudvalg, forøget repræsentationen til 3 medlemmer. Rent teknisk blev der nu startet etableringen af en ny storsender i Kalundborg og en ny Københavns-station, ligesom  Radiostudierne –på dette tidspunkt i Post- og Telegrafvæsenets bygning i Købmagergade i Københavns centrum – blev udvidet og forbedret. I 1928 blev studierne flyttet til Axelborg og i 1931 i Det kgl. Teaters bygning ”Stærekassen”, indtil det nye radiohus i Rosenørns Allé kunne tages i brug i 1941.
Lyttertallet var i mellemtiden steget kraftigt, fra 28.140 licensbetalere i 1925-26 til 504.329 den 1. januar 1934. Denne udvikling fortsatte de  ommende årtier, og radiorådsformand Peder Nørgaard kunne således i 1953 i en artikel i bogen ”Mennesket i centrum” konstatere, at med det daværende lyttertal på 1,2 mill. personer samt 90.000 syge og gamle fritaget for radioafgift , ”var radioen i Danmark blevet et folkeeje”., og han fortsatte: ”Arbejderbevægelsens talerør i radioanliggender, Arbejdernes Radio Forbund, besørger kontakten med over 100.000 medlemmer i klubber landet over, og dets repræsentanter i radioledelsen varetager sammen med andre repræsentanter fra arbejderbevægelsen lytterfolkets interesser.”

 

Starten af Arbejdernes Radioklub – og Forbund

En radiomodtager var i den tidlige radiofoni-tid et dyrt stykke legetøj, som ikke enhver arbejder kunne anskaffe sig. Det var af arbejdere  æsentligst kun amatører –selvbyggere- som var blandt lytterpionererne. Endvidere skulle der opstå en forståelse for at det nye medie ikke måtte overlades til borgerlige kræfter, både politisk og kommercielt.
Initiativet til dannelsen af en arbejdernes radioklub blev taget af skibsværftsarbejder G. Kjellin, medens AOF´s leder, folketingsmedlem Harald Jensen, fagforeningsmanden Knud V. Jensen (som blev klubbens første formand og senere formand for De Samvirkende Fagforbund) samt den senere minister Hartvig Frisch også fra AOF, var stærkt medvirkende til etableringen af Arbejdernes Radioklub i København i marts 1926. Efterfølgende blev der oprettet klubber i flere provinsbyer. Som nævnt lykkedes det ikke klubben at sikre sig en plads i det nye radioråd i 1926, da
repræsentationen afhang af medlemstallet. Der var derfor enighed om, at der måtte skabes en landsorganisation og i forbindelse med den øvrige arbejderbevægelse. Allerede den 1. august 1926 samledes på billedskærer-fagforeningens kontor i Rømersgade (det nuværende Arbejdermuseum) en kreds repræsenterende Arbejdernes Radioklubber i København, Odense, Næstved, Aarhus og Holbæk, og Arbejdernes Radio Forbund (ARF) blev dannet. Det nye forbund fik i lighed med Københavns-afdelingen kontor i bygningen i Rømersgade.
Forbundets første forretningsudvalg bestod af Knud V. Jensen, formand, den senere radiorådsformand Peder Nørgaard samt Hugo Fortmeier og Chr. Frederiksen, som nu gik i gang med agitationsarbejdet og dannelsen af flere klubber over hele landet.
Organisatorisk blev forbundet etableret som andre organisationer i arbejderbevægelsen med et forretningsudvalg, et repræsentantskab og en kongres. Det blev i formåls-paragraffen fastslået (senest vedtaget på kongressen i 1933), at det er forbundets formål at varetage  arbejderbevægelsens interesser inden for radiofonien. Adgangen til lytning skal være så let og billig som muligt, og det skal gøres muligt
for alle ubemidlede og vanskeligt stillede at erhverve sig modtagere samt at ”erholde Fritagelse for Afgiftsbetaling uden Tab af Lytterrettigheder”, som det hed. Det kræves at radiofoniens udsendelser skal være af alsidig karakter, underholdningsprogrammerne skal være folkelige og oplysende, og radioens oplysningsvirksomhed skal udbygges på systematisk vis.